Digte
Udskrift i pdf
 
     


Rytme og rim

•     Tid

•     Vers og strofe

•     Skandere

•     Metrik

•     Versefødder

•     Rim

•     Billedsprog

 

Tid

Udover handlingens tid, som er livets tid, årets cyklus, fortalt tid og for­tælletid, opfattes begrebet tid af nogle teoretikere som grundlæggende for vores opfattelse af rytme. Rytme er knyttet til gentagelse, men gen­tagel­sen behøver ikke være identisk med sig selv, den kan variere, altså være forskellige gentagelser over tid. Rytme er formens realisering i tid.

 

Vers og strofe

Digte er på vers, frie eller bundne. Ordet vers kommer af versus, der betyder “vending”, modsat prosa, der kommer af prosus, “fremad” eller “lige ud”. Ved slutningen af verset vendes om, og man begynder på ny. På den måde gentager og former verset digtets tid og skaber rytme.

Strofen samler flere vers, så der opstår pauser i rytmen. Pausen kan markere synsvinkelskift, skift mellem forskellige planer eller blot et hul, som læseren selv skal udfylde.

 

Skandere

Metrik er rytme, der kan tælles.

      Almindeligt talesprog har tre tryk: hovedtryk, bitryk og svagtryk, men når vi taler om metrisk rytme, opererer vi kun med betonet og ubetonet stavelse.

      Når vi skal skandere, dvs. læse et digt med tydelig markering af rytmen, skal vi altså lytte efter den naturlige betoning af ord og sæt­ninger og ikke lade os distrahere af bitryk. Ofte vil bitrykket være ube­tonet, og hvor det skal betones, afgøres af konteksten. Den metriske skandering læser hen over en række af talesprogets rytmeelementer for at finde en tællelig rytme. Tostavelsesordenes tryk volder som regel ikke vanskeligheder, og i ord med flere stavelser vil den metriske stilisering ændre bitryk til enten betonet eller ubetonet.

      Ved oplæsning af skanderingen vil vi ofte opleve, at vi skal gøre vold på sproget, men det er den eneste måde at finde og tælle den metriske rytme på. Den enkleste metriske skandering af et digt i sin helhed er som regel den rigtigste.

 

Metrik

Den metriske rytme er med til at understøtte tempo, fornemmelsen af tidsforløbet, og dermed stemningen i digtet. Den rytmiske fornemmelse kan stemme overens med meningstilkendegivelsen, men kan også stå i kontrast til denne, så der opstår spænding mellem det udtrykte og det følte.

 

jambe – versefod med en tryksvag og en trykstærk stavelse ( È —, stigen­de betoning)

trokæ – versefod bestående af en trykstærk og en tryksvag stavelse ( È, faldende betoning)

anapæst – versefod på tre stavelser ( È È —, stigende betoning)

daktyl – versefod på tre stavelser ( È È, faldende betoning)

 

Rim

Der er rimtyper og rimmønstre.

      Rimtyperne kan deles i to hovedgrupper: stavelsesrim og bogstavrim.

      Stavelsesrimene kan igen deles i indrim (rim inde i strofen) og ende­rim (rim for enden af strofen).

      Stavelsesrim kan rime fra og med den næstsidste betonede eller ube­to­nede vokal, men også enstavelsesord kan rime. Rimes der på mindre fx bas/ris, taler vi om fattige rim. Desuden skelner vi mellem rim der kun kan læses, øjerim, og rim der kan siges/læses højt, lydrim.

      Der er tre forskellige slags enderim: mandlige, der ender på betonet stavelse, kvindelige, der ender på en ubetonet stavelse og endelig svæ­ven­de rim, der ender på to ubetonede stavelser.

 

Rimmønstrene gælder enderim, og der er tre slags: parrim (AABB), krydsrim (ABAB) og klamrerim (ABBA).

 

Bogstavrimene deles i allitteration (konsonantrim) og assonans (vokal­rim).

      Bogstavrimene understreger rytmen, men kan også være betydnings­bærende, enten ved at bestå af ord, der står i kontrast til hinanden, eller af ord, der udvider prædikatet.

      Under alle omstændigheder har bogstavrim en stærk lydmalende ef­fekt og er på den måde en del af digtets mimiske rytme, dvs. at de sam­men med onomatopoietika (lydord), kan repræsentere en faktisk lyd eller efterligne en følelse eller bevægelse.

 

Generelt om rim kan man sige, at de har to funktioner, nemlig at under­støtte rytmen i digtet og at skabe associationer ved sammenstilling af de rimede ord. Gode rim skaber nye billeder, smitter så at sige af på hinan­den. Dårlige rim fungerer blot som rytmedannende fx ved at vise, at her slutter en linje, om lidt begynder en ny.